Lars Bollerslev

Det poetiske drama og vadehavets foranderlighed
Af: Tom Jørgensen, Kunstavisen

Lars Bollerslevs malerier fremstår lige så fysisk nærværende og knudrede, som den jord, der skildres. Markmandshuset og de tunge våde marker og enge, der omgiver det, vises sammen med den store altomfattende horisont i solskin og regn, i slud og blæst og under indtryk og påvirkning af alle fire årstider i malerier, som trænger sig ind under huden på beskueren.

Billederne er på én gang vibrerende og monumentale. Farverne gløder og ulmer eller fortættes i sortgrå nordisk melankoli.

Ofte antager malerierne en næsten abstrakt karakter. Vi genkender det kubisk formede hus, men baggrunden er reduceret og forenklet til horisontale farvelag, som med deres glødende stoflighed kan minde om en Mark Rothko. Her antager billederne en dimension, som er på én gang vibrerende og monumentale. Farverne gløder og ulmer eller fortættes i sortgrå nordisk melankoli.

En tolkning behøves egentlig ikke. Billederne er der bare som vidnesbyrd om et stykke natur og en konkret realitet erfaret gennem et kunstnersind. Usentimentalt, nøgternt og nøgent, hvilket imidlertid ikke forhindrer, at man som beskuer kan føle endda rigtigt meget, når man ser på dem. For er det ikke det, han gør, Lars Bollerslev? Får os til at åbne vores øjne for omgivelsernes skønhed, hvad enten det er den jyske marsk, en klassisk pavillon i Ribe eller de gamle bygningsværker i Italien.

 

Under en sort sol
Af, Lone Schloo Erhardsen, mag.art. i kunsthistorie

Den serielle fordybelse i et enkelt motiv kan virke manisk, men som tilfældet med Markmandshuset kan det åbne sig eksistentielt. Vadehavets natur er stabilitet og omskiftelighed i et og samme åndedrag; det er de højeste og mest knitrende solskinshimle overfor den grå og fade himmelkappe helt uden indre spændinger.

I Bollerslevs usluttelige arbejde med at indfange noget væsentligt og akut med penslen fremstår det ene billede efter det andet. En strøm af gentagelser, der aldrig er en kopi, men et svar på årstider, vejrlig, sind og døgnets sprøde iagttagelser.

Huset er blevet en ikon for hjemstavnen i Tøndermarsken. Bollerslev er en lokal, markmandshuset ved Ballum er lige i nærheden og indfanges på vejen fra Hjerpsted, på cykel hen over digets kant, som fjernt mørkningsvæsen i den flade marsk.

Man har sagt om malerierne, at de er båret af eller ligefrem malet ud af den klæg, som fed og mørk er undergrunden her på egnen. Malerierne tager form som små 7-minutters skitser ude på stedet. Siden toner de frem i værkstedet, gravet op med spartel og i skiftevise pastose og laserende lag trukket ud af registreringen og hen over lærredet. Her er mørke himle, med lidt lys i kimingen.

Det lufter derude og natten, vinteren, regnen skutter sig. Sådan er det jo her i marsken.